For tre år siden fik en ung norsk studerende et glas i hovedet på cafe Rust i København. Med blødende baghoved opsøgte han Rigshospitalet - men her afviste en sygeplejerske den unge nordmand.

Andreas Bull-Gundersen blev 25 år gammel. Et par dage efter fandt hans venner ham livløs i den husbåd i Sydhavnen, hvor han boede - og det kom senere frem, at en tragisk misforståelse kostede ham livet.

Overvågningsbilleder fra Rust viste uden tvivl, at den nu 31-årige Waheed Sarwar kastede ølglasset, men inden politiet nåede at anholde ham, stak han af til Pakistan.

Men nu er tre års flugt slut, og retssagen mod Sarwar begynder torsdag i Københavns Byret.

- Vi har forhandlet med ham i et års tid, og 22. september vendte han tilbage til Danmark, hvor vi kunne varetægtsfængsle ham, siger anklager ved Københavns Politi, Søren Harbo, til BT.

Han fører i dag sagen, der begynder i Københavns Byret efter frokost.

Ifølge retsmødebegæringen, som BT er i besiddelse af, er Sarwar dog ikke tiltalt for dødsvold - han skal alene stå til regnskab for grov vold - ligesom anklagemyndigheden vil forsøge at få ham udvist af Danmark.

For selvom Sarwar har erkendt, at det var ham, der kastede ølglasset - ville det under normale omstændigheder ikke have kostet Andreas Bull-Gundersen livet.

Han døde, efter at en fortravlet sygeplejerske på Rigshospitalet afviste at behandle ham. Sygeplejersken forstod ikke, at den unge nordmand var bløder, da han fremstammede ordet 'hæmofil'.

Patientklagenævnet besluttede senere ikke ikke at rejse kritik i forbindelse med sagen.

BT følger sagen i retten