Tre patruljevogne blev tirsdag ramt, da en person valgte at stikke af fra ordensmagten i bil.
Bilflugten begyndte klokken 09.05 i den sønderjyske by Haderslev – og den sluttede, da bilisten påkørte en patruljevogn og skadede to andre.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Politiet efterlyser nu vidner til sagen, ligesom man gerne vil høre fra borgere, der har måttet undvige bilen.
Flugtbilisten kørte i en bordeauxrød VW Passat, da politiet satte efter vedkommende i Haderslev.
Jagten på bilisten fortsatte ned om havnen i byen, hvorefter den kørte videre sydpå gennem Hoptrup og til Genner.
»Hvor bilen vendte rundt og påkørte en patruljevogn samt skadede to andre patruljevogne,« lyder det.
Hvis du ved noget om sagen – eller var en af dem, der måtte undvige bilisten, særligt i Hoptrup – hører politiet gerne fra dig på telefonnummer 114.


