En 46-årig kvinde mistede livet kort før klokken fire natten til lørdag, da hun blev påkørt ved Tivoli i København. Politiet leder efter vidner, der så den tragiske ulykke.

En bil kørte i nat med høj hastighed ned ad H.C. Andersens Boulevard mod Amager i nat. Det fik en patruljebil til at slå alarm og køre efter bilen. I det store kryds ved Tivoli, hvor Tietgensgade og Stormgade krydser hinanden, ramte den hurtigkørende bil en kvinde, der døde kort tid efter. Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har overtaget sagen, som praksis er, fordi Københavns Politi var involveret i sagen ved at sætte efter bilen.

- Vi er i gang med efterforskningen, hvor vi afhører de involverede parter og er i gang med de kriminaltekniske undersøgelser, siger Cecilie Revsbech, specialkonsulent og jurist ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Politiet stoppede bilen på den anden side af Langebro, hvor tre personer blev anholdt. Føreren var stukket af, men blev anholdt tæt på bilen af politiets hundepatruljer. Føreren er 22 år gammel og skal fremsættes i grundlovsforhør senere lørdag. Han er blandt andet sigtet for uagtsomt manddrab.

Den Uafhængig Politiklagemyndighed søger vidner, der så påkørslen.

- Vi vil meget gerne i kontakt med vidner, der befandt sig på H.C. Andersens Boulevard i nat. De kan kontakte Københavns Politi eller Den Uafhængige Politiklagemyndighed via en kontaktformular på vores hjemmeside www.politiklagemyndigheden.dk.