En 33-årig narkopåvirket mand fra Haderslev blev torsdag eftermiddag jagtet af politiet med over 200 kilometer i timen, mens hans to små børn sad på bagsædet.

Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi til B.T., der nu har sigtet manden for flere forhold.

Politiet starter jagten på flugtbilisten i Holsted ved Vejen i Sydjylland.

Her undlader bilen at standse, men holder en ekstrem høj fart, mens patruljevogne forsøger at hale ham ind.

»Manden kører så hurtigt, at bilister på vejen må køre ind til siden af frygt for at blive ramt af bilen, ligesom speedometeret på vores patruljevogne når 200 kilometer i timen, uden vi kan hale ind på ham,« siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

I første omgang slipper bilisten væk, og det er på grund af lokale borgere, at politiet får ham fanget.

Da et ægtepar ser bilen i skjul bag Brugsen i Hovborg, beslutter de sig for at parkere foran den, så politiet kunne få hold på ham, mens han holder blokeret på parkeringspladsen.

»Vi vil gerne sende en stor ros til de lokale borgere som hjalp os, og de kunder fra Brugsen som viste en stor omtanke for børnene,« siger vagtchefen.

På bagsædet sad der nemlig to drenge på mellem 6-7 år, der er søn af bilisten uden kørekort.

Deres far blev anholdt og kørt til blodprøve-kontrol på politistationen, der viste, at han var narkopåvirket.

Kunder og politimænd fik købt vaffelis og juice til børnene, og bagefter fik de set politibetjentenes patruljebil.

»Drengene har været ude for en grim oplevelse, og vi har stor ros for den omtanke, borgere fra området gav til børnene.«

»Forhåbentlig var det med til, at drengene alligevel synes, det har været en god dag i dag,« fortæller vagtchef Erik Lindholdt.

Drengene blev hentet og passes nu af en social bagvagt, da politiet ikke kunne få fat på drengenes mor.

Manden er sigtet for kørsel i påvirket tilstand og kørsel uden føreret, ligesom politiet undersøger, om han skal sigtes for yderligere forhold.

Der skulle efter politiets vidende ikke være nogen, der kom til skade i forbindelse med flugtbilistens kørsel.