Tidlig tirsdag morgen blev Østjyllands Politi kaldt ud til et trafikuheld.

Da politiet ankom, ventede der betjentene et usædvanligt syn.

Kun en af de involverede biler befandt sig i krydset mellem Alléen og Storskovvej i Viby, hvor uheldet skete klokken 6.29. Den anden bilist var stukket af.

Men først havde han sat sin kone og søn af.

De befandt sig i en taxi, da politiet ankom.

Afhøringen af kvinden kastede lys over årsagen.

Vidner på stedet fortalte betjentene, at en sølvgrå bil havde slingret så voldsomt, da den kom kørende ad Alléen, at den kom over midterlinjen og ramte en modkørende bil i siden.

Det kunne kvinden bekræfte. Hun fortalte også betjentene, at det var hendes 39-årige mand, der sad bag rattet – og at han i første omgang ikke havde lyst til at standse efter uheldet.

Men hun insisterede på at blive sat af sammen med sønnen, og manden indvilligede. Derefter stak han af fra ulykkesstedet, men flugten blev kort.

'Patruljen fandt den 39-årige samt dennes bil med synlige skader på hans bopæl,' skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det viste sig, at den 39-årige mand havde gjort sig skyldig i en hel stribe lovovertrædelser.

Han er blevet sigtet for at være kørt fra et færdselsuheld, for at overskride rette placering på vejen, for kørsel uden førerret, for at køre et ikke-registreret køretøj, for uberettiget brug af nummerplader og for manglende forsikring på bilen.