Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der var på Ringvej i Nordborg tirsdag formiddag.

Syd- og Sønderjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde en flugtbilist, der tirsdag formiddag kørte en 58-årig mand ihjel i Nordborg.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken på Ringvej klokken 10.24. Da betjente nåede frem, fandt de den 58-årige liggende død på vejbanen.

Kort før anmeldelsen hørte et vidne påkørslen og så en lysegrå SUV-lignende bil køre ad Ringvej mod øst.

Den lysegrå bil er ikke fundet, og der er kun kommet ganske få henvendelser, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Politiet vil meget gerne i kontakt med alle, der er kørt, gået eller cyklet forbi ulykkesstedet lige efter ulykken.

- Man har altså som trafikant kunnet se, at der var sket noget. Enten ved at manden lå på kørebanen, eller ved at der var samlet mennesker omkring stedet, skriver politiet i pressemeddelelsen.

/ritzau/