En 73-årig mand er fløjet til Nuuk i kritisk tilstand, efter at han blev reddet fra en elv mandag morgen.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Manden var ude at fiske sydøst for Maniitsoq søndag, da hans fod satte sig fast i noget mudder i elven.

Om morgenen den 27. juli blev manden reddet fri gennem en fælles indsats mellem brandvæsenet, sundhedsvæsenet, Arktisk Kommando og Air Greenland. 

Som led i redningsaktionen blev der rekvireret specialudstyr, som blev fløjet til stedet for at understøtte frigørelsen.

Politiet blev alarmeret søndag eftermiddag og iværksatte en redningsaktion sammen med sundhedsvæsenet og brandvæsenet.

Kriseberedskabet i Maniitsoq er aktiveret og tilbyder støtte og hjælp til pårørende og vidner.

Grønlands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.