I jagten på forbrydere vil regeringen sænke barren for, hvornår politifolk må operere under falsk identitet.

København. Et flertal på Christiansborg vil i langt højere grad end i dag lade politiet benytte agenter til at opklare forbrydelser.

Blandt andet skal politifolk kunne udgive sig for at være interesserede købere af hælervarer og hash på nettet og på den måde fælde forbryderne, skriver DR Nyheder.

Som reglerne er i dag, kan det kun ske, hvis forbrydelsen, der efterforskes, kan give mindst seks års fængsel. Det begrænser politiet, mener Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

- Politiet kan ikke gå ind og spille med, for eksempel spille køber på nettet af stjålne varer og lignende. Kunne de det, så var det jo langt, langt nemmere at få opklaret forbrydelserne, siger han til DR Nyheder.

Også Dansk Folkeparti mener, at en øget brug af politiagenter kan være vejen frem.

- Vi håber på, det kan gøre op med hæleri, men måske også med handel med narkotika på sociale medier og dermed også bremse andre former for kriminalitet, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen til DR Nyheder.

Samme begejstring har Socialdemokraternes retsordfører, Morten Bødskov.

- Vi har set, at dansk politi på mange måder er sat bagud her. Både af de kriminelle netværk, men også når man ser på, hvordan politiet i andre lande arbejder, siger han til DR Nyheder.

I forbindelse med forslaget understreger Venstres Preben Bang Henriksen, at man fortsat har retssikkerheden i fokus.

- Det er vigtigt, at politiet ikke optræder på en måde, hvor det er dem, der fremprovokerer en forbrydelse, der ellers ikke ville finde sted. Der er i forvejen dommerprøvelse af det her man skal for en domstol for at kunne optræde som agent - så det frygter jeg faktisk ikke, siger han.

Ifølge Preben Bang Henriksen vil Justitsministeriet komme med et konkret udspil efter sommeren.

/ritzau/