Natten til lørdag blev to mænd blev stukket ned med kniv i Slagelse.

Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi modtog i nat klokken 01.45 en anmeldelse om, at der havde været et knivstikkeri.

Hændelsen fandt sted i området omkring Sct. Mikkelsgade, Træskogården og Valdemarsgade i Slagelse.

Begge mænd blev kørt på hospitalet og er nu uden for livsfare.

Lørdag morgen har politiet været massivt til stede i Slagelse for at sikre spor og få udsagn fra vidner.

»Gennem vores foreløbige efterforskning har vi en ganske god formodning om, hvem gerningsmanden kan være,« siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Derfor opfordrer vi ham kraftigt til at tage kontakt til os hurtigt muligt.«

Samtidig opfordrer politiet til, at eventuelle vidner henvender sig på telefon 1-1-4.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser kort efter kl. 08.00 lørdag, at afspærringerne i Slagelse er blevet ophævet.

Politiet har ikke yderligere oplysninger for nu.

B.T. følger sagen …