Odense: Nogle af de påskerejsende udsættes torsdag for en forsinkelse, hvis de kører mod vest ad den fynske motorvej.

Motorvejen mellem Aarup og Ejby blev torsdag formiddag totalt spærret for trafik mod vest, oplyser Vejdirektoratet.

Årsagen er flere uheld, lyder det cirka kvart i 11 torsdag formiddag.

Efter kort tid er ét spor dog blevet åbnet. Men der er lange køer, fortæller Vejdirektoratet på Twitter.

Umiddelbart var køen cirka seks kilometer lang, og de rejsende skulle forvente en forsinkelse på en times tid, lød advarslen fra Vejdirektoratet.

Hos Fyns Politi fortæller man, at fem-seks biler var involveret i to separate uheld. Afstanden mellem de to uheld var kun 100 meter.

- To personer var fastklemt, men ingen har fået alvorlige skader, siger vagtchef Hans Frederiksen ved Fyns Politi.

/ritzau/