Morgentrafikken ved Aarhus er ramt af en gigantisk kø.

DR P4 Trafik melder om op til 30-40 minutters forlænget ventetid, hvis man skal i sydgående retning på E45.

Det skyldes, at venstre vognbane ved 7.30-tiden er spærret kort efter afkørslen til Aarhus N.

Kl. 8.38 rullede trafikken igen normalt

Tidligere på morgenen er trafikken mod København også blevet ramt af flere uheld i den anden ende af landet..

Hele tre styk har her fundet sted inden for bare en halv times tid.

Kort efter kl. 6.30 fandt det seneste  sted på Køge Bugt Motorvejen, hvor en havareret bil spærrede venstre spor i nordgående retning lige efter afkørsel 30 ved Solrød Nord. Det skriver DR P4 Trafik.

Ifølge Vejdirektoratet ankom vejhjælpen hurtigt, og op mod kl. 7 var der en forlænget rejsetid på 20 minutter i en kø, der strakte sig helt ned til og forbi Køge.

Kl. 7.10 var alle spor igen farbare, mens der dog gik noget længere tid, inden køen var afviklet, og morgentrafikken igen rullede normalt.

Kort før kl. 6.30 gik det også galt på Holbækmotorvejen.

Her var ligeledes venstre spor spærret ved motorvejskryds Taastrup i banerne mod Ballerup. Ifølge DR P4 Trafik skulle spor kort for kl. 6.45 igen være farbare – og oprydningsarbejdet afsluttet.

Det samme skulle være tilfældet efter morgenens første uheld, der fandt sted på Vestmotorvejen, også kaldet E20, lige efter kl. 6.

Her var det igen-igen venstre spor, der var spærret umiddelbart efter afkørsel 35 ved Ringsted, og altså igen i retning mod København, men kort før kl. 6.30 var alle spor igen farbare.

»Bilerne er kommet videre efter uheldet, dog holder en enkelt bil stadig i midterrabatten,« lyder det fra DR P4 Trafik.

Opdateres …