En 80-årig kvinde. En 83-årig kvinde. En 74-årig kvinde. En 91-årig kvinde. En 86-årig kvinde. En 87-årig kvinde. Og en 82-årig kvinde.
De er alle over de seneste dage blevet udsat for en særlig form for svindel.
Nogle af dem endte med at falde for svindlernes numre.
Andre nåede at stoppe i tide.
Det fremgår af den seneste døgnrapport fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Sagerne stammer fra tirsdag og onsdag – og de har været fordelt i byerne Fensmark, Nakskov, Maribo, Lov, Faxe og Haslev.
De har ifølge politiet typisk haft den samme fremgangsmåde, hvor svindlerne ringer til borgerne og udgiver sig for at være fra et pengeinstitut.
Svindlerne overbeviser derefter deres ofre om, at der er opstået mistænkelig aktivitet på deres konti – og at det er nødvendigt for borgeren at aflevere sit betalingskort og pinkode til et bankbud, der »meget belejligt lige er på vej for at hente det«, som politiet formulerer det.
Flere af kvinderne fra de seneste sager i politikredsen er derfor endt med at blive svindlet for større kontantbeløb.
Nogle af dem nåede dog også at få spærret deres kort, før svindlerne lykkedes med at hæve penge fra dem.
Fra politiet lyder det, at man opfordrer »til at være skeptisk«, når ukendte personer ringer og udgiver sig for at være fra banken eller fra en anden form for myndighed.
»Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald,« lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:
»Og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.«
Tit er det ældre mennesker, der bliver snydt eller udsat for den slags bedrageri.
»Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe,« lyder rådet fra politikredsen, som opfordrer til, at man aldrig udleverer sit kort eller sine koder.
»Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.«

