En 23-årig mand blev fredag aften anholdt på Roskilde Festival og sigtet for besiddelse af narkotika, som politiet mener, han ville sælge videre.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at manden blev afsløret under en narkotikakontrol i campingområdet. Efterfølgende ransagede politiet den 23-åriges bopæl, og her fandt man redskaber til brug for salg af narkotika. Lørdag formiddag var manden stadig i politiets varetægt.

Politiet oplyser, at man fredag aften og natten til lørdag i alt konstaterede 53 tilfælde, hvor loven om euforiserende stoffer blev overtrådt.

I det hele taget har der været langt flere overtrædelser af loven om euforiserende stoffer på årets Roskilde Festival end i fjor. Da torsdag blev til fredag, havde politiet registreret 374 sager, mens man under hele sidste års festival noterede 243 overtrædelser.

BNB