Nordsjællands Politi er mandag morgen til stede med flere patruljer ved en adresse på Vibekevej i Hillerød.

Det skyldes, at en beboer har hørt flere skud.

»Vi er til stede og undersøger et forhold,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Camilla Priegel.

Hun bekræfter, at der efterfølgende er fundet skudhuller i et vindue på adressen.

Steven Knap/Byrd

Politiet fik anmeldelsen af en beboer klokken 06.28.

Der er ifølge politiet ingen meldinger om tilskadekomne.

Endnu kan vagtchefen ikke bekræfte årsagen til skudhullerne.

Om der har været et skyderi, er stadig ved at blive undersøgt.

B.T. har klokken 11.20 været i kontakt med den vagthavende hos Nordsjællands Politi, som for nærværende ikke kan oplyse yderligere om sagen.