Sent tirsdag aften blev der affyret flere skud i Sydhavnen i København.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Michael Andersen, til B.T. onsdag morgen.

»Vi har flere anmeldere, der ringer, fordi de har hørt skud. Da vi kommer derud, finder vi to skudhuller i en rude og tre hylstre,« siger han.

Hændelsen fandt sted på Mozartsvej omkring klokken 22.20.

Ingen personer kom noget til, og der var heller ingen gerningspersoner på stedet, da politiet nåede frem.

»Vi går videre med sagen og efterforsker nogle ting fra stedet. Det er ikke noget, jeg kan sige mere om på nuværende tidspunkt,« tilføjer vagtchefen, som heller ikke vil kommentere, hvorvidt der har været vidner til episoden.

På nuværende tidspunkt vil politiet heller ikke sige, om den eventuelle gerningsmand eller gerningsmænd er set på stedet.

Politiet vil naturligvis gerne høre fra vidner, der kan have set eller hørt noget på stedet, eller som på anden vis har oplysninger, der kan hjælpe i efterforskningen.

Københavns Politi kan kontaktes på telefon 114.