Der er torsdag formiddag blevet affyret flere skarpe skud i et fitness-center i Skt. Hans Gade i den centrale del af Odense.

Betjente fra Fyns Politi, iført skudsikre veste, er massivt på stedet, som er blevet afspærret i en større radius for at give efterforskerne fred og ro til arbejdet.

- Vi har en større efterforskning i gang. Det ser ikke ud til, at nogle er blevet ramt af skuddene. Men jeg kan sige, at der er affyret flere skud på gerningsstedet, siger Lars Thede, vagtchef ved Fyns Politi, til bt.dk.

Der er indtil videre ikke noget motiv til skudepisoden. Det er blandt andet det, efterforskerne i øjeblikket er i gang med at klarlægge.

Fitness-centeret er kendt som et sted, hvor både rockere og personer fra det kriminelle indvandrermiljø kommer, men der har ikke tidligere været ballade mellem dem på stedet.

Det er endnu ikke klarlagt, om de affyrede skud har forbindelse til bandemiljøet.