Politiet har natten til mandag anholdt flere personer, efter at der blev hørt et skud i Egeparken i Odense.

Det oplyser Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update mandag morgen.

Hændelsen skete omkring klokken 01.00 natten til mandag. Kort efter modtog Fyns Politi også en anmeldelse fra en adresse i nærheden om, at der var fundet et skudhul.

- Ingen personer er ramt eller kommet til skade på anden vis. Der blev kort efter anholdt flere personer i umiddelbar nærhed af gerningsstedet, skriver Fyns Politi.

Det fremgår ikke, hvor mange der er anholdt, eller hvad de er sigtet for.

Politiet beder personer, der har oplysninger om sagen, om at ringe 114.

Fyns Politi oplyser videre, at det på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Egeparken er et boligbyggeri i Odense-bydelen Vollsmose.

RITZAU