Flere kriminelle får chancen for at tage kokkeuddannelse

Efter at Claus Meyer under stor mediebevågenhed sendte en flok hårdkogte kriminelle på kokkeskole, har idéen om at lære flere forbrydere at svinge kniven i et køkken slået rod.

Senest har Kriminalforsorgen modtaget otte millioner kroner fra TrygFonden, så Meyers kokkeprojekt i Vridsløselille Statsfængsel kan fortsætte - og over de næste tre år også udbygges til andre af landets fængsler. Projektet blev tidligere i år landskendt, da Claus Meyer i den bedste sendetid lod Danmark komme på fornavn med hærdede forbrydere, der indenfor fængslets mure skulle lære at tilberede finere kokkekunst på Michelin-niveau.

Men det er vigtigt for direktør for Kriminalforsorgen William Rentzmann at påpege, at pengene ikke går direkte til Claus Meyer.

Læs også:

- Vi sender uddannelsen i udbud efter sommerferien, og så kan Claus Meyer ligesom alle andre byde ind. Vi håber, at vi får mulighed for at brede projektet ud til fængsler andre steder i landet, siger William Rentzmann.

Fængslernes nye uddannelsesprojekt skal udvikles i samarbejde med lokale kokke- og erhvervsskoler, og William Rentzmann fremhæver, at restaurationsbranchens måde at arbejde på tilsyneladende passer godt til kriminelle, der har svært ved at tilpasse sig et almindeligt kontorjob. Og at uddannelse og beskæftigelse er nøgleord, hvis de indsatte skal vende tilbage til samfundet på den rigtige side af loven.

- Så må vi investere

- Jeg er godt klar over, at ikke alle fængsler har køkkenfaciliteter, der egner sig til et uddannelsesforløb. Så må vi investere. Det er ikke anderledes, end når vi tilbyder en tømrer- eller mureruddannelse, lyder det fra Kriminalforsorgens direktør.

Han hæfter sig ved, at Claus Meyer-projektet allerede har haft målbar effekt, og at otte indsatte på nuværende tidspunkt har afsluttet kokkeskolernes grundforløb med flotte karakterer.

Læs også:

William Rentzmann håber, at restaurationsbranchen vil vise interesse for den nye uddannelse - og ifølge direktør fra Horesta, Katia Østergaard, behøver han ikke være nervøs:

- Jeg kan kun være stolt af, at vi har et erhverv og et fag, der har mulighed for at give folk en ekstra chance, siger Katia Østergaard, der i Horesta repræsenterer restaurations- og hotelbranchen.