Flere fredsaftaler blandt kriminelle gadebander i København følger i kølvandet på aftalen mellem banderne på Blågårds Plads og i Mjølnerparken. Ifølge Radio 24syv gælder det nu banden »La Raza«, som har givet håndslag med »Brothers« fra Mjølnerparken på, at deres medlemmer ikke længere skal bekrige hinanden.

- De ønsker ikke krig mere, vi ønsker ikke krig mere. Vi fandt en løsning, den bedst mulige løsning, og vi blev enige om tingene. Vi er tilfredse, de er tilfredse. Vi har ikke noget udestående med dem, og de har ikke noget udestående med os, siger et bandemedlem, som ønsker at være anonym, til Radio24syv.

Hele historien bliver sendt på Radio24syv kl. 15.

Aftalen er over for radiostationen bekræftet fra toppen af hierarkiet i Mjølnerparken.

Ifølge sociolog, kender af miljøet på Nørrebro og radiovært på Radio 24syv, Aydin Soei, var freden mellem Blågårds Plads og Mjølnerparken tidligere på ugen »banebrydende«, og denne nye aftale er lige så markant.

- Denne her aftale er markant, fordi de parter, der har skudt hinanden og dræbt hinanden allermest i gadebilledet er netop Blågård Plads, banderne i Mjølnerparken og »La Raza«. At de nu slutter fred er et stort skridt frem mod våbenhvile i København, siger han til Radio 24syv.

Aydin Soei vil dog ikke kalde den nye fredsaftale en garanti for fred.

- Men man skal ikke være naiv. Der skal ikke særlig meget til for, at denne her fred bliver brudt. Der skal bare et enkelt skyderi til, så kan krigen blusse op igen.

»La Raza« er en relativ ny bandegruppering. Tidligere gik den under navnet »Sjælør-banden« på grund af tilholdsstedet i Sjælør i det sydlige København. Men medlemmerne holder også til i Albertslund og i Hedehusene tæt ved Roskilde. Grupperingen »Brothers« er også kendt som »Brothas« og »Brothers and Soldiers« med hjemsted i Mjølnerparken.