Politiet har fået flere henvendelser om pistolmanden, som forsøgte at skyde Brian Sandberg, efter at man mandag valgte at offentliggøre billederne fra drabsforsøget.

- Vi har fået fem-seks henvendelser, siden vi offentliggjorde billederne. De henvendelser er vi nu ved at undersøge nærmere. Vi håber selvfølgelig at de fører videre, men lige nu er det for tidligt at sige noget om de kan bruges, fortæller politikommisær Henning Schou Kofoed til bt.dk.

Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad de fem-seks henvendelser drejer sig om.

HA-rockeren Brian Sandberg, som for alvor blev kendt for at være finansmanden Stein Baggers personlige livvagt. Han blev forsøgt likvideret den 29. Januar, da han sad på juicebaren Joe and the Juice i Ny Østergade i indre København.

Pistolmanden affyrede med få sekunders mellemrum to skud mod Brian Sandberg, der sad i sofaen med ryggen til juice-barens store vindue. Han stillede sig op på fortovet med let spredte ben og to-håndsfatning om den cromefarvede ni mm. pistol.

Det var den ni mm. tykke butiksrude, som reddede HA´erens liv, viser politiets tekniske undersøgelser.

Det første skud fragmenterede helt, så projektilet ikke gjorde nogen skade. Det andet skud ramte faktisk Brian Sandberg i ryggen. Men den tykke rude og en lidt skæv skudvinkel tog den dræbende kraft ud af projektilet, som blev trykket helt fladt.

Derfor endte skuddet blot som et "hammerslag" i ryggen på Brian Sandberg, som kun fik et let kvæstningssår.

Henvendelser i sagen kan fortsat rettes til Københavns Politi, drabssektionen, tlf. 33141448.