Flere borgere i Midt- og Sydsjælland blev tirsdag eftermiddag inden for kort tid svindlet – eller forsøgt svindlet – via e.

Her blev de således ringet op af en person, der på forskellig vis forsøgte at lokke dem til at udlevere deres kreditkort.

Ikke alle lod sig altså narre, fremgår det af den seneste døgnrapport fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Eksempelvis ikke en 75-årig kvinde fra Næstved, der blev ringet af en person fra 'Københavns Politi' – men hun afviste at oplyse noget som helst.

Og da hun så blev truet af svindleren, afbrød hun samtalen og ringede til det helt rigtige politi.

En 96-årig kvinde fra Sorø fik et opkald fra 'banken', som ville have hendes dankort udleveret, fordi det angiveligt var ved at blive misbrugt.

Da et mandligt 'bankbud' kort efter dukkede op på adressen, valgte hun ikke at udlevere noget.

Et ægtepar fra Stensved blev dog narret.

De blev ringet på af en person, der forklarede, at vedkommende var fra 'politiet'.

»Han forklarede, at på grund af en bedragerisag fra Spanien var det nødvendigt, at ægteparret udleverede deres dankort og koder til en 'betjent', som kort efter henvendte sig hos ægteparret,« lyder det i døgnrapporten.

Faktisk dukkede der to personer op ved ægteparrets hjem, og de fik både dankort og pinkoder med sig. Samt smykker, kontanter og et armbåndsur.

Der blev efterfølgende hævet penge på betalingskortet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har følgende signalementer af de to personer, der dukkede op hjemme hos ægteparret:

Den ene:

  • Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, cirka 20-25 år og 175-188 centimeter høj.

  • Han var spinkel af bygning, mørk i huden og talte dansk. 

  • Han var iført en grå strikhue med skyggeklap og et gråt joggingsæt.

Den anden:

  • Mand, dansk af udseende, cirka 30-35 år og 170-180 centimeter høj. 

  • Han var muskuløs af bygning, hvid i huden og havde brunt, kort hår. 

  • Han talte dansk og havde en hvid skjorte og sorte jeans på.