Københavns Politi har natten til onsdag evakueret omkring 17 personer efter en brand i Mændenes Hjem på Istedgade i København.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Anette Ostenfeldt.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden, der opstod i et værelse på fjerde sal.
- I samarbejde med Mændenes Hjem er der fundet overnatning til de beboere, der er blevet evakueret, siger Anette Ostenfeldt
Københavns Politi modtog anmeldelsen klokken 00.36. Branden er ifølge vagtchefen slukket, og flere områder i bygningen er blevet overladt til skadeservice.
- Der var røgskader på fjerde og femte sal, så man er i gang med at ventilere, så folk kan komme tilbage, siger vagtchefen.
- Vi er færdige og har forladt stedet, siger Anette Ostenfeldt.
Vagtchefen tilføjer, at branden opstod ved et uheld. Der er derfor ikke mistanke om noget kriminelt.
/ritzau/
