Flere er sigtet efter serie af hærværk i sydjyske Rødding
Natten til fredag blev der skrevet "perkere ud af DK" på et pizzeria. Nu er en mand anholdt for hærværket.

Natten til fredag blev der skrevet "perkere ud af DK" på et pizzeria. Nu er en mand anholdt for hærværket.

En 38-årig mand er blevet anholdt for hærværk mod et pizzeria i den sydjyske by Rødding natten til fredag i sidste uge.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet blev der sprængt en rude i pizzeriaet og skrevet på vinduerne.
Søren Strægaard, der er vagtchef i politikredsen, fortalte fredag til Ritzau, at der blev skrevet "perkere ud af DK" på ruden.
- Vi vil gerne takke de borgere, som har bidraget til efterforskningen af sagen. Det glæder os meget, at vi i dag har kunnet anholde den formodede gerningsmand, siger politikommissær Kristian Harbo Sørensen i pressemeddelelsen tirsdag.
Den 38-årige mand er også blevet sigtet for at overtræde både fyrværkeri- og våbenloven. Betjente fandt ulovligt fyrværkeri på mandens adresse, og han var i besiddelse af peberspray.
Episoden natten til fredag var den seneste i en række sager om hærværk i Rødding.
Ifølge TV Syd har blandt andet en frisør, en bilforhandler og et pizzeria været mål for hærværk.
I tirsdagens pressemeddelelse oplyses det også, at tre andre personer er blevet sigtet for graffiti-hærværk i byen i august.
Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere oplyst til Ritzau, at man efterforsker, om der ligger et hadmotiv bag hærværket.
I straffeloven er det muligt at skærpe straffen for en forbrydelse, hvis der ligger et hadmotiv bag. Det kan eksempelvis være, hvis forbrydelsen har baggrund i andres etniske oprindelse.
Politiet har også oplyst til Ritzau, at modus for hærværket natten til fredag var det samme som de tidligere.
Justitsminister Nicolai Wammen (S) har tidligere fordømt hærværkssagerne.
- Hændelserne i Rødding har ingen plads i det danske samfund! skrev han på Facebook i oktober.
Syd- og Sønderjyllands Politi vil ifølge pressemeddelelsen fortsætte sin tryghedsskabende indsats i Rødding i den kommende periode.
RITZAU