Mandag morgen udbrød en voldsom brand i et stuehus ved en landejendom på Terpetvej ved Tårs. 

Flere lokale beredskaber blev tilkaldt for at deltage i slukningsarbejdet.

Det skriver Nordjyllands Beredskab på det sociale medie X.

»Giv plads og respekter afspærringer,« lyder det fra beredskabet.

Branden opstod tilsyneladende på stuehusets første sal af endnu uvisse årsager.

»Der var meget ild,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix.

»Der bliver foretaget en kontrolleret nedbrænding,« tilføjer han.

Station Brønderslev, Station Frederikshavn, Station Sindal og Station Hjørring deltager i slukningsarbejdet med blandt andet en tankvogn, en drejestige og en autosprøjte.

Politiet blev alarmeret om branden klokken 07.21.

Ingen er kommet til skade, og der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt.

Når bygningen er kølet ned, skal politiets teknikere undersøge brandårsagen.