Hovedstadens Beredskab er tirsdag aften rykket ud til flere brande. Alle sammen omkring Tagensvej i København.

Seks biler – to forskellige steder – og en institution har været i flammer tirsdag aften.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab til B.T.

Ved Banevingen ved Mjølnerparken har der været brand i fem personerbiler, mens en sjette bil har stået i flammer ved Strødamvej tæt på.

Desuden rykkede beredskabet før bilbrandene ud til en institution, hvor der har været brand i en facadebeklædning og tagudhæng. Fælles for adresserne er, at de alle befinder sig omkring Tagensvej på Nørrebro i København.

Københavns Politi oplyser til B.T., at der ikke er nogen meldinger om tilskadekomne.

Hovedstadens Beredskaber betragter alle brande for slukket, mens der pågår et arbejde med efterslukning.

Det er for tidligt at sige noget om brandårsagerne på nuværende tidspunkt.