Hele tre brande hærgede torsdag aften i Slagelse.

Ingen kom noget til, men Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi arbejder ud fra, at alle tre brande er påsat. Det fortæller vagtchef Jan Nielsen.

»Vi betragter alle tre brande som påsat, uden at vi dog har mere at have det i. Vi vurderer ikke, at der umiddelbart er nogen sammenhæng, men vores tekniske undersøgelser skal be- eller afkræfte det,« fortæller han fredag.

Se mere video på Local Eyes.

En bil på Strudsbergsvej i Slagelse var torsdag aften i brand. Politiet arbejder ud fra, at branden var påsat.
En bil på Strudsbergsvej i Slagelse var torsdag aften i brand. Politiet arbejder ud fra, at branden var påsat. Foto: Local eyes
Vis mere

Den første melding om brand kom klokken 22.23.

Her var der brand i en bil ved et mindre autoværksted på Strudsbergsvej. Bilen var slukket, og derfor er det med al sandsynlighed en påsat brand, oplyser politiet.

Klokken 22.52 kom der så en melding om brand i en institution på Grønningen 1.

Her var der voldsom brand i nogle træbygninger, som blev brugt som skur til opbevaring og skrald i forbindelse med et plejehjem.

Skurene udbrændte totalt, men politiet lykkedes dog med at nødflytte et køretøj, der tilhørte Slagelse Kommunes hjemmepleje.

Her knuste de en rude, satte bilen i frigear og fik skubbet den væk.

Lidt under en time efter - klokken 23.43 - kom meldingen om en tredje brand så på Parkvej.

Her var der dog blot tale om en mindre brand i en skraldespand i en park.