Flere biler har natten til fredag været udsat for hærværk på Bornholm.

Samtidig er en ung mand blevet set hoppe på en af bilerne.

Bornholms Politi søger derfor nu vidner i sagen, lyder det i et opslag på det sociale medie X.

»Vi søger vidner til hærværk på biler omkring Kapelvej, Pilestræde og Zahrtmannsvej i Rønne,« lyder det.

Hvis du har en bil, der er udstyret med et såkaldt dashcam (et kamera i forruden, red.) og som har holdt parkeret i området, vil politiet også gerne høre fra dig.

»I den forbindelse søger vi også en mand på cirka 20-25 år, som er set hoppe på en bil,« lyder det videre fra politiet.

Manden beskrives som dansk af udseende, spinkel og iført en blå dunjakke med hvide mærkater samt mørke bukser.

Hvis du ved noget om sagen eller har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefonnummer 1-1-4.