Yderligere to unge mænd er blevet anholdt i forbindelse med to voldsomme knivstikkerier i København i løbet af den seneste uge.

En 30-årig mand og en 22-årig mand er torsdag formiddag blevet anholdt for henholdsvis et knivstikkeri på en teknisk skole i Københavns nordvestkvarter mandag morgen og et knivoverfald på to unge mænd på Frederiksborgvej i København sidste fredag.

Begge har tilknytning til den nye bande Loyal To Familia (LTF), fortæller politikommissær Knus Hvass til bt.dk.

- De er fra samme gruppering og er kendt af politiet, siger han.

LTF er blevet meget synlige i gadebilledet ifølge politiet, og udspringer af grupperinger fra Blågaards Plads, Tingbjerg, Kokkedal og Skovlunde.

Den 30-årige er anholdt og sigtet for drabsforsøg og røveri efter en episode på FrederikSborgvej sidste fredag, hvor to mænd blev hevet ud af en bil stukket med kniv og frarøvet mobiltelefoner og kontanter.

Den 22-årige er anholdt og sigtet i sagen om et voldsomt knivoverfald på Københavns Teknisk Skole, hvor en tandtekniker-elev blev overfaldet af et tæskehold og stukket ni gange med kniv.

De anholdte fremstilles i grundlovsforhør fredag i Retten på Frederiksberg.