Lokalsamfundet i Gadstrup på Sjælland er bekymret og bange.

Midt- og Vestsjællands Politi har i det seneste døgn nemlig modtaget flere anmeldelser om en mand, der forsøger at komme ind i folks huse.

Det oplyser politikredsen i deres døgnrapport.

Blandt andet har en mand oplyst, at den ukendte person natten til onsdag var gået ind i hans hus. Han blev opmærksom på det uønskede besøg, da han om morgenen så, at hans hoveddør stod åben.

På mandens overvågning kunne han se den ukendte mand gå omkring i huset, men det er usikkert om der blev stjålet noget.

Også en anden beboer i Gastrup kunne på sin overvågning se den muligvis samme mand. Her skulle han i nattens løb have været inde i hans have. Han var gået frem til bagdøren, men vendte om da han så, at der var overvågning på stedet.

En tredje beboer i Gadstrup opdagede klokken 04.00 natten til onsdag, at manden var gået ind gennem hendes ulåste hoveddør. 

Beboeren konfronterede ham, hvilket fik ham til at stikke af. Hun løb dog efter ham, men han forsvandt omkring et nedlagt gartneri i området.

En fjerde beboer kunne onsdag formiddag også se på sin overvågning, at der havde været en ukendt person inde i hendes garage.

Slutteligt fik politiet torsdag morgen endnu en melding om, at en beboer i Havdrup kl. 05 havde fået besked om, at hendes overvågningssystem havde registreret en mand, der gik hen til huset og tog i hoveddøren, hvorefter han forlod stedet hurtigt igen.

Politiet oplyser i døgnrapporten, at man er opmærksom på manden og man vil nu forsøge ved hjælp af det modtagne overvågningsmateriale at identificere, hvem han er. 

»Samtidigt opfordrer vi beboere i området til at sikre, at deres døre og vinduer er ordentligt sikret, når de går i seng.«

Sagen efterforskes videre af politiet.