En fisker fra Nordjylland kan risikere at få en bøde på hele 53.700 kroner.

Fiskeren er nemlig tiltalt for at have losset sin fangst af i Skagen Havn to timer tidligere, end han havde oplyst til fiskerikontrollen, og det må man ikke, skriver TV2 Nord.

Der skal nemlig være en kontrollør til stede, når fiskene bliver læsset, hvilket der ikke var, fordi fiskeren ankom og påbegyndte arbejdet to timer før det, han havde oplyst.

Men losning må kun finde sted inden for det anmeldte tidspunkt.

Derfor mener Nordjyllands Politi, at fiskeren bør straffes med en bøde på 53.700 kr.

Fiskeren skulle have begået overtrædelsen tilbage i marts 2017 og skal nu for Retten i Hjørring mandag, hvor der skal tages stilling til, om fiskeren har overtrådt fiskerilovgivningen, og om han skal straffes med en bøde i den størrelsesorden, som politiet lægger op til.

Fiskeristyrelsens rapport for 2017 om fiskerikontrol i det danske erhverv viser, at der sidste år blev konstateret flere overtrædelser af reglerne generelt end året før.

Når det gælder overtrædelser af alle rapporteringsreglerne, var der 142 sager i 2016 - mens tallet er steget til 212 i 2017.