Kriminelle skal ikke kunne snylte på fælleskassen, lyder kritikken. Minister Inger Støjberg (V) afviser.

Personer dømt for organiseret kriminalitet, som den odenseanske narkoforbryder og bandeleder Fisfis, skal have lov til at beholde deres førtidspension på op mod 200.000 kroner om året.

Det fremgår af et svarbrev fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Odenses socialrådmand Peter Rahbæk Juel (S), skriver Fyens Stiftstidende.

- Det skyldes, at der i Danmark ikke er tradition for at fratage dømte deres borgerlige og sociale rettigheder, skriver ministeren.

Tidligere i år kom det frem, at bandelederen Fisfis, der i marts blev idømt seks års fængsel, har været på førtidspension siden 2004. Det forhold fik socialrådmand Peter Rahbæk Juel til at efterlyse en stramning af loven.

- Jeg vil gerne have, at hvis du er dømt for organiseret kriminalitet, så skal vi alene på den baggrund kunne fratage dig førtidspension, siger rådmanden.

Men den går ikke, lyder det fra ministeren, som i sit brev henviser til gældende lovgivning, som kun giver kommuner lov til at frakende førtidspension, hvis det viser sig, at borgerens arbejdsevne ændrer sig til det bedre.

Peter Rahbæk Juel er dybt skuffet.

- Jeg er godt gammeldags vred over, at kriminelle kan rende rundt og snylte på fælleskassen, siger han.

Det har ikke været muligt for Fyens Stiftstidende at få en kommentar fra Inger Støjberg.

/ritzau/