En firmaejer blev onsdag eftermiddag stoppet af politiet.

Det kan ende med at koste ham firmabilen.

Den 24-årige firmaejer fra Hvidovre blev klokken 14.05 standset af Midt- og Vestsjællands Politi på Trekroner Allé i Roskilde ved broen over Holbækmotorvejen.

Manden kunne ikke fremvise gyldigt kørekort – og det skulle det vise sig, at der var en særdeles god grund til.

Han var således blevet frakendt førerretten på grund af tidligere sager om narkokørsel og brud på hastighedsgrænsen.

Idet den 24-årige gentagne gange har kørt uden gyldigt kørekort, kan hammeren falde. Tungt.

Politiet beslaglagde mandens firmabil – en varebil – med henblik på konfiskation.

»Bilen var en firmabil, men manden ejede selv enmandsfirmaet, og derfor var grundlaget for konfiskation opfyldt,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Her fremgår det også, at den 24-årige accepterede beslaglæggelsen.

Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres, når straffesagen skal afgøres.