Fredag aften blev en kun fireårig pige kørt over af en traktor i Salling nord for Skive.

Den lille pige var ude for at køre traktor med sin far på familiens ejendom, men da faren på et tidspunkt ville bakke, røg pigen ud af køretøjet og blev kørt over af forhjulet, skriver Skive Folkeblad.

Pigen var ved bevidsthed under hele forløbet, men blev alligevel hastet til hospitalet. Hun havde klaget over smerter i mave og bryst.

Heldigvis ser det ud til, at pigen efter omstændighederne har det godt.

»Hun har punkteret den ene lunge og skal blive på sygehuset i weekenden,« oplyser familien på Facebook.

De skriver også, at hun er ved godt mod. Lige nu er hendes største ønske, at lægehelikopteren, der fløj hende fra familiens ejendom til Skejby Sygehus, også flyver hende tilbage igen.

Ulykken skete klokken 18.10, mens far og datter lavede noget havearbejde.

Hvordan det præcis skete, at den lille pige faldt ud og ned under traktoren, er endnu ikke helt sikkert. Politiet beskriver, »at hun mistede grebet.«