En dreng måtte mandag indlægges på Rigshospitalet efter at være blevet forbrændt af 'eksplosionsagtig' flamme fra kuglegrill.

Det skriver Midt- og Vestjællands Politi i døgnrapporten.

'Kl. 15.22 anmeldte pårørende til en 4-årig dreng fra Gørlev, at drengen var indlagt på Rigshospitalet efter at være blevet forbrændt søndag d. 31/5-2020 kl. ca. 18.00 i en privat have i Gørlev.'

Da politiet ankom til stedet, blev der foretaget en række afhøringer, og i den forbindelse fik man klarlagt, at flere voksne og børn var forsamlet i en have til en privat sammenkomst, hvor der var ved at blive tændt op i en kuglegrill.

'For at få mere gang i grillen hældte han husholdningssprit i grillen, hvilket medførte en form for 'eksplosionsagtig' flamme, som ramte både en 4-årig dreng og en 38-årig kvinde fra Gørlev.'

Begge stod knap to meter fra grillen, da de blev forbrændt.

'Den 4-årige blev i ambulancen indledningsvist bragt til skadestuen i Slagelse, men herfra fløjet i lægehelikopteren til Rigshospitalet til behandling for brandskader i ansigtet, på overkroppen og armene.'

Drengen er fortsat indlagt, men hans tilstand er stabil, og han er uden for livsfare.

Kvinden blev ikke kørt på hospitalet.

'Når der er endeligt overblik over den 4-åriges skader, vil politiet tage stilling til, om der er grundlag for at sigte nogen i anledning af ulykken.'