Det er gået vildt for sig natten til lørdag i København.

Fire biler af mærket Tesla er nemlig brudt i brand to forskellige steder i byen.

Klokken 00.43 fik Københavns Politi en anmeldelse om to biler i brand på Skovbogårds Allé. Cirka ti minutter efter, klokken 00.57, tikkede endnu en anmeldelse ind hos politikredsen om to andre biler i brand ikke langt derfra, nemlig på vejen Bag Søndermarken.

Nu skal politiet indhente videoovervågning fra de to steder for at undersøge sagen nærmere, lyder det fra vagtchef hos Københavns Politi, Dyre Sønnicksen, til B.T.

Politiet efterforsker begge sager som brandstiftelser og undersøger nærmere, hvorvidt sagerne kan have en sammenhæng.

Ingen personer kom til skade.