Fire elever fra 4.-6. klasse på Borupgårdskolen i Snekkersten er blevet smidt ud af skolen efter at have jagtet og tævet en 10-årig elev. Da to ansatte forsøgte at lægge sig imellem, fik også de tæsk af de fire elever.

»Vi er meget chokerede og tager sagen dybt alvorligt. Vi har i gennem længere tid haft et tværfagligt samarbejde omkring de fire drenges adfærd, men vi havde ikke forestillet os, at dette kunne ske,« siger skoleleder Tanja Steffe Nøhr til Helsingør Dagblad.

Slåskampen fandt sted torsdag ved middagstid i sidste uge.

Her blev den 10-årige dreng både slået og sparket af de fire ældre elever, som er i alderen 11 til 13 år. Da offeret søgte tilflugt hos to af skolens voksne medarbejdere, blev også de overfaldet med slag og spark af de fire elever.

De tre ofre måtte efterfølgende køres til behandling og undersøgelser på Sundhedshuset i Helsingør.

De fire elever, som stod bag overfaldet  - der skete foran flere andre elever på skolen - er som konsekvens blevet smidt ud af både Borupgårdskolen og skolens fritidsklub.

Skolen har også politianmeldt dem for vold.

Nordsjællands Politi bekræfter over for Helsingør Dagblad, at man har modtaget en anmeldelse.

Idet der er tale om elever under den kriminelle lavalder, er de sociale myndigheder også blevet orienteret.

Skolens medarbejdere har efterfølgende været rundt i alle klasser for at tale med eleverne om voldsepisoden.

Den 10-årige dreng er blevet tilbudt krisehjælp.

Borupgårdskolen har besluttet at indsætte flere gårdvagter i skolegården i bestræbelserne på at undgå en gentagelse.