Fire personer er blevet sigtet for vold, efter en 35-årig mand tirsdag morgen blev fundet i Grenaa udsat for vold. 

Det skriver Østjyllands Politi via Politi Update. 

Politiet har i løbet af tirsdagen fortaget afhøringer i sagen. Tidligere lød det, at politiet have anholdt otte personer i alderen 28-46 år.

Fire er så nu blevet sigtet for vold, og vurderingen fra politiet lyder, at der ikke er 'juridisk grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.'

De er derfor alle blevet løsladt.

Den forurettede, en 35-årig mand fra Aarhus, var ifølge politiet blevet bundet med strips og malet med rød maling, der havde til hensigt at ligne blod.

Manden havde ingen større skader, lyder det. 

Politiet er nu færdige med arbejdet i Grenaa, og sagen efterforskes nu videre. 

'De afhørte har ikke været så meddelsomme, så vi har endnu ikke et helt klart billede af, hvad der er sket,' skriver politiet.