Var du vidne til episoden? Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Fire personer er søndag eftermiddag blevet reddet i land, efter de var kæntret med en sejlbåd i Flensborg Fjord omkring klokken 14.30.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til BT.

»Det er en åben sejlbåd, hvor fire personer sejlede i, og af ukendte årsager kæntrer båden. Der bliver slået alarm af nogle, der observerer hændelsen, og da vi kommer sammen med brandvæsnet er der to personer i vandet og to i båden, og de bliver alle sammen reddet tilbage af en båd,« oplyser vagtchef Mads Lervad Dammark.

Han har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om de implicerede, som dog alle er i god behold.

»De har det godt alle sammen, og det har ikke været nødvendigt at sende dem forbi hospitalet,« siger vagtchefen.

Udover politi og brandvæsen deltog Marinehjemmeværnets redningstjeneste SAR fra både Danmark og Tyskland i aktionen i Flensborg Fjord.