En 51-årig franskmand og tre svenskere sad roligt og lyttede uden at fortrække en mine, da en dommer onsdag eftermiddag ved Retten i Glostrup afsagde dom i en sag om forsøg på røveri mod værdicentralen Loomis.

51-årige Tayeb Si M'Rabet idømmes seks års fængsel og de tre svenskere Farhad Goulara, Shorsh Goulara og Zardasht Hasan er idømt mellem tre og fem års fængsel.

En fjerde svensk mand Shahab Ghelehrashidi blev tidligere på dagen frikendt for røveriforsøget.

Alle mændene blev desuden udvist af Danmark for altid. Det var M'Rabets fjerde udvisningsdom.

Det er et enigt nævningeting, der er nået frem til resultatet.

Tayeb Si M'Rabet blev i 2010 idømt ti års fængsel for et kup, som er blevet kaldt danmarkshistoriens største røveri. Han blev udvist af Danmark i forbindelse med røveriet mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby.

Røverne slap væk med 62 millioner kroner.

- I efteråret 2019 var der tale om intens planlægning og forberedelse. Og da Tayeb Si M'Rabet senest i 2010 er dømt for et lignende røveri, er det godtgjort, at han havde både evne og vilje til at udføre sin plan, sagde retsformanden.

Dommere og nævninger lægger vægt på, at franskmanden var i besiddelse af en stribe film, der blandt andet viser Loomis-bygningen, vejstrækninger, en politistation og en flugtrute.

Selv har han forklaret, at han ikke kendte til dem og ikke selv havde filmet dem.

På hans telefon blev der også fundet søgninger på Loomis, betonmure, sprængstoffer og entreprenørmaskiner.

Mens den 27-årige svensker Shahab Ghelehrashidi er blevet frifundet for at have deltaget i planlægningen af røveriet mod Loomis, er han idømt 2,5 års fængsel for et groft overfald.

Shorsh Goulara og Zardasht Hasan blev også dømt for overfaldet, mens Farhad Goulara blev frifundet for den del af tiltalen. Det var dog ikke overraskende, da anklagemyndigheden på forhånd havde oplyst, at der skulle ske frifindelse.

De fem mænds forsvarere argumenterede i deres procedurer for markant lavere straffe. Advokat Michael Juul Eriksen påstod tre års fængsel til Tayeb Si M'Rabet, mens svenskerne ifølge advokaterne skulle idømmes mellem halvandet og "ikke over fire" år bag tremmer.

De tre svenskere som begik det grove overfald pålægges at betale erstatning til offeret.

M'Rabet og Ghelehrashidi vælger at modtage dommen, mens de tre andre nu overvejer om de vil anke den til landsretten.

/ritzau/