Fire mænd skal tirsdag stå overfor en dommer sigtet for at stå bag et netværk, der brugte ukrainske og russiske kvinder som prostituerede i Odense, København og Aarhus.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
De fire mænd blev anholdt mandag, oplyser politiet.
Der er tale om en 29-årig russer og tre lettiske statsborgere på henholdsvis 25, 40 og 27 år.
Russeren blev anholdt i Odense, mens letterne blev anholdt på adresser i København.
De anholdte vil tirsdag klokken 10.30 blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense sigtet for rufferi og menneskehandel.
Politiet oplyser, at kvinderne arbejdede ulovligt i Danmark, og blev flyttet rundt i landet af bagmændene.
Ifølge politiet, er der ikke noget, der tyder på, at de ukrainske kvinder er kommet til Danmark som flygtninge i forbindelse med krigen i Ukraine.
Anklageren i sagen vil anmode om dørlukning under grundlovsforhøret.