En 19-årig kvinde fra Herning er blevet udsat for noget af det mest fornedrende, et menneske kan blive.

Den unge kvinde er ifølge anklageskriftet i en højst opsigtsvækkende sag ikke alene blevet udsat for voldtægt ved andet seksuelt overgreb end samleje begået af fire mænd. Overgrebet på kvinden, som forinden var bragt i en hjælpeløs tilstand, er også blevet filmet og fotograferet.

Og film- og billedmaterialet er af en eller flere af mændene blevet sendt rundt til en bredere personkreds via internettet.

Ifølge anklageskriftet har de tiltalte bl.a. dopet kvinden med et ukendt stof, tvunget hende til oralsex og indført forskellige genstande i hendes underliv.

»Der er tale om en art forbrydelse, vi sjældent ser i Danmark. Hovedforholdet i sagen går på, at de fire mænd sammen har forulempet den 19-årige kvinde på det groveste. Det er vores opfattelse, at kvinden er blevet dopet og derfor ikke husker overgrebet. Alligevel har vi en detaljeret viden om, hvad hun er blevet udsat for. Og det har vi, fordi de tiltalte undervejs har filmet og taget billeder af dele af overgrebet og distribueret billedmaterialet via det sociale medie Snapchat,« siger Iben Ernst Bøttker, anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sexovergrebet mod teenageren fandt sted på en adresse på Thyrasvej i det sydøstlige Herning den 8. december i fjor. Ifølge B.T.s oplysninger kendte kvinden og mændene hinanden i forvejen, men var ikke i et kæresteforhold.

Alle fire tiltalte blev anholdt kort efter overgrebet. De blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter. Siden har de siddet varetægtsfængslet.

Sagen har været mørkelagt og kommer først frem nu, da der er rejst tiltale, og sagen er berammet til otte retsmøder i et nævningeting ved Retten i Herning.

De tiltalte skal sidde på anklagebænken med begyndelse medio august og med forventet domfældelse den 31. august.

Undervejs i efterforskningen er det blevet afdækket, at der er yderligere tre voldtægtssager, som involverer to af de fire mænd. En af mændene er tiltalt i samtlige af forholdene, mens en anden ifølge anklageskriftet har deltaget i to af de tre tilfælde. De tre voldtægter er begået i Herning i perioden fra 2013 til 2017.

»Det er gennemgående i sagerne, at mændene har udnyttet en eksisterende relation til at lokke kvinderne ind i en situation, hvor de er blevet frataget muligheden for at modsætte sig handlingerne. Når overgrebene først er kommet frem nu, hænger det sammen med, at de forurettede kvinder har været i tvivl om, hvad de egentlig havde været udsat for. Eller har forsøgt at glemme overgrebet og derfor ikke har anmeldt det til politiet,« siger Iben Ernst Bøttker.

Alle fire tiltalte nægter sig skyldige i voldtægt, ligesom de nægter, at den 19-årige kvinde skulle være blevet dopet. Da der er tale om en nævningesag, nedlægger anklagemyndigheden påstand om mere end fire års fængsel.

Tre af de tiltalte er ikke danske statsborgere. For dem nedlægger anklagemyndigheden - ud over en årelang fængselsstraf - påstand om udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.