Én person har fredag eftermiddag mistet livet efter et færdselsuheld i Tørring.

Uheldet er sket ved Vestvejen mellem Viborg Hovedvej og Skanderborgvej.

»Der er fire køretøjer med fire personer involveret i uheldet. Der er sket et frontalt sammenstød mellem to af bilisterne. Så er der to andre bilister bagved, hvor der har været tale om et harmonikasammenstød,« fortæller Jeppe Thranum, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Han oplyser i den forbindelse, at en mand er afgået ved døden på vej mod hospitalet. Der er tale om udenlandsk part, og politiet arbejder derfor i øjeblikket på at få fat på de pårørende.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

En kvinde er desuden blevet fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital, hvor det lyder, at hun er i kritisk tilstand. Her er meldingen, at de pårørende er underrettet.

En tredje person er kommet lettere til skade, mens den sidste er sluppet uden tilskadekomst.

I den forbindelse har der været spærret for trafik i begge retninger, som har skabt en del kø, og hvor bilister blev opfordret til at finde en alternativ rute.

Men kort før klokken 19 oplyser Sydøstjyllands Politi, at Vestvejen igen er åben, og at der ikke længere er trafikale udfordringer på strækningen.

Politiet modtog anmeldelsen 15.33.

B.T. følger sagen.