Fem personer er anholdt af politiet, som mener, de anholdte har været en del af en større narkoring.

Særlig Efterforskning Vest slog i dag til mod forskellige adresser i Jylland, hvor de anholdt fem personer, der sigtes i en større narkosag.

»Vi har efterforsket sagen siden slutningen af sidste år, så dagens anholdelser er resultat af måneders efterforskning,« siger vicepolitinspektør Morten Vegger fra Særlig Efterforskning Vest.

Fire af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.

Her vil anklagemyndigheden begære lukkede døre, og politiet er derfor yderst sparsomme med oplysninger om sagen.

Ifølge en pressemeddelelse, som Østjyllands Politi har sendt ud på Twitter, er de anholdte mænd og kvinder i alderen 24-48 år.

'De sigtes alle for at have været i besiddelse af en større mængde hård narkotika med henblik på videreoverdragelse,' skriver politikredsen.

Under ransagningerne beslaglagde politiet en mindre mængde narko.

Det er dog politiets formodning, at de anholdte har været en del af et netværk, som har distribueret en større mængde hård narko i Danmark.

Sagen blev indledt i efteråret, da politiet under en efterforskning fik en 35-årig mand i kikkerten.

Den 25. september standsede de ham, da han kom kørende i sin bil på Hobrovej i Randers.

I bilen lå der 2,98 kilo amfetamin, og den 35-årige blev derfor anholdt på stedet.

Politiet valgte efter fundet også at ransage mandens bopæl, hvor de fandt en mindre mængde amfetamin.

I retten erkendte den 35-årige, at han ville overdrage de mange kilo amfetamin til en anden, ligesom han erkendte, at han havde solgt i alt 132 gram amfetamin ad flere omgange gennem det seneste år.

1. november blev han idømt fire et halvt års fængsel.

Efterforskningen mod den 35-årige førte politiet på sporet af et løst netværk af personer, som de mistænker for at handle med hårde stoffer – særligt amfetamin – i det jyske.

I sagen sidder seks personer i forvejen varetægtsfængslet, og med dagens anholdelser er det samlede antal sigtede oppe på 10. Det er ikke politiets formodning, at der er tale om en bande, men snarere om et løst netværk af individer, som har handlet med narko indbyrdes.