Natten til søndag udspillede der sig dramatiske og voldsomme scener på en adresse i Esbjerg.
Fire personer er anholdt – og to af dem måtte behandles på sygehuset.
Klokken 02.44 modtog Syd- & Sønderjyllands Politi en anmeldelse om uro på den pågældende adresse.
Det viste sig, at fire personer – en 24-årig kvinde og tre mænd på 22, 49 og 51 år – havde været i slagsmål.
»Politiet formoder, at der er blevet brugt genstande til at slå med, og at der muligvis også er blevet brugt en kniv,« skriver Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 22-årige mand og den 49-årige mand blev efterfølgende kørt på hospitalet til behandling.
»Ingen af dem er i livsfare,« skriver politikredsen uden at uddybe, hvilke skader, de pådrog sig under slagsmålet.
Alle de fire involverede personer er blevet anholdt.
Den indledende efterforskning viser, at de involverede personer kender hinanden, men hvad der præcis skete den dramatiske nat og hvorfor, efterforsker politiet stadig.
Idet efterforskningen fortsat er i sin indledende fase, er der endnu ikke taget stilling til, om en eller flere af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.
