Natten til torsdag anmeldte en borger i et boligområde i Aarhus nogle høje brag, som sandsynligvis var skud.

Nu har politiet fundet flere patroner – og hvad målet for skyderiet var.

Det var på Snogebæksvej i Aarhus V, at borgeren havde hørt bragene.

Østjyllands Politi sendte flere patruljer og hundepatruljer til området, og det viste sig, at det med al sandsynlighed var et skyderi, borgeren havde hørt.

Flere afskudte patroner er blevet fundet på stedet.

»Ved stedet fandt betjentene tegn på, at et skud var blevet afgivet mod en privat adresse,« skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ingen personer på adressen kom til skade, og politiet har heller ikke kendskab til, at andre skulle være kommet til skade i forbindelse med skyderiet.

Gerningsmanden eller gerningsmændene er stadig på fri fod, og politiet oplyser ikke noget om et muligt motiv.

I løbet af torsdagen vil politiet være synligt i området nær Snogebæksvej, hvor betjente arbejder med at finde spor i sagen.

Den Mobile Politistation vil også komme forbi området.

»Når der bliver afgivet skud i et boligområde – mod en privat adresse – er det naturligvis noget, der kan skabe utryghed for beboerne. Derfor vil vi i eftermiddag køre til Aarhus V med vores mobile politistation, så borgerne kan komme forbi og få en snak med os,« siger politiinspektør i Østjyllands Politi René Raffo.

Derudover vil politiet vil meget gerne høre fra vidner, der måtte have set eller hørt noget med relation til episoden.

Den Mobile Politistation vil holde på parkeringspladsen mellem Torpevænget og Kappelvænget torsdag mellem klokken 15.30 og 20.

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere kommentarer til skudepisoden.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast her: