Da escortpigen »Nicole« en martsmorgen kæmpede sig ud af en villa i Charlottenlund efter 15 timers S/M- og narkomaraton hos en top-erhvervsmand, berettede hun med blødende hænder, hvordan hun var blevet mishandlet og forevist børneporno.

Nu viser dokumenter, som B.T. har fået aktindsigt i, at den 55-årige erhvervsmand forsøgte at fjerne en række elektroniske spor, før politiet nåede frem. Computeren blev skilt ad, harddiske skjult, optagelser destrueret og USB-nøgler med billeder smidt ud.

- Inden politiet kom, tog sigtede to harddiske fra sin computer og gemte dem bag en vinreol i kælderen, står der blandt andet i retsbogen fra grundlovsforhøret af erhvervsmanden.

Nordsjællands Politi opgav senere at rejse tiltale for mishandlingen, da bevismaterialet ifølge politiadvokaten var for svagt. Computeren viste sig derimod at indeholde børneporno.

Frygtede konens vrede

Det afviste erhvervsmanden ellers i grundlovsforhøret. Han stuvede hardiskene af vejen af frygt for, at hans bortrejste hustru – som han ifølge retsbogen orienterede om escortpigens besøg telefonisk – skulle opdage, at de havde set pornofilm.

- Han var bange for, at hans kone skulle opdage, hvad det var, de havde set, lyder retsbogens gengivelse af hans forklaring.

Krævede avanceret it-ekspertise

At erhvervsmanden ikke har ønsket, at andre skulle se, hvad der var på de to harddiske, understreges af, at det har taget politiet næsten fire måneder at åbne og undersøge indholdet af dem. Så godt beskyttet var de, at Rigspolitiets it-eksperter i NITEC ifølge Nordsjællands Politi måtte have ekstern konsulentbistand.

Det nærmere indhold af de to harddiske er fortsat ukendt. Hverken NITEC eller Nordsjællands Politi ønsker at udtale sig om det. Politiadvokat Marianne Gjedde-Nielsen vil kun oplyse, at erhvervsmanden er idømt en bøde på 35.000 kr. for besiddelse af børneporno og for sin 15 timer lange kokainfest med escortpigen.

- Jeg vil ikke gå i detaljer, siger hun og henviser til, at hun har tavshedspligt, idet sagen er afgjort med bødestraf.

Slap meget billigt

Bøden er dog billigt sluppet, fremgår det af Rigsadvokatens vejledning til loven.

- Der skal (…) som udgangspunkt nedlægges påstand om frihedsstraf, skriver Rigsadvokaten om strafferammen. Højesteret idømte i november 2006 en mand 20 dages betinget fængsel for besiddelse af 140 billeder med mild børneporno.

Marianne Gjedde-Nielsen vil hverken afsløre mængde eller karakter af erhvervsmandens pornosamling.

- Vi har studeret retspraksis, og vores vurdering er, at sagen ligger i bødeområdet, siger hun.

En forudsætning for at slippe med en bøde er, at det skal være et førstegangstilfælde, og at der ikke er sket en egentlig indsamling af materialet.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra erhvervsmanden gennem hans advokat.