En filmmand er fløjet til hospitalet efter at være blevet bidt i hånden af en grønlandsk »problembjørn«.

En overnatning på Østgrønland udviklede sig mandag nat til en ren gyserfilm for tre filmfolk.

De havde lagt sig til at sove i en forskningsbygning tilhørende Aarhus Universitet nær Daneborg Station, men midt om natten fik de besøg af en sulten isbjørn. Det oplyser Arktisk Kommando i et opslag på Facebook.

»Om natten vågnede en af de tre ved, at en isbjørn var på vej ind gennem et åbenstående vindue i værelset. Isbjørnen havde kastet sig frem og bidt sig fast i mandens venstre hånd,« lyder det i opslaget.

Vinduet som Isbjørnen kravlede ind ad.
Vinduet som Isbjørnen kravlede ind ad. Foto: Arktisk Kommando.
Vis mere

Ved du noget? Så send en mail til 1929@bt.dk.

Med hånden i bjørnens gab råbte manden til sine kolleger. De kom ham til undsætning og fik bjørnen til at slippe.

»Isbjørnen gik til angreb igen, men det lykkedes de tre at skræmme den væk med lyssignalskud fra signalpistoler,« skriver Arktisk Kommando.

Da bjørnen var jaget væk, kontaktede filmfolkene Forsvarets arktiske specialstyrke, Sirius.

Isbjørnen smadrede dette vindue.
Isbjørnen smadrede dette vindue. Foto: Arktisk Kommando.
Vis mere

To Sirius-patruljeførere ankom til forskerbygningen, og de vurderede, at den tilskadekomne behøvede medicinsk assistance. I første omgang blev manden flyttet til lægeklinikken på Station Daneborg 400 meter derfra, men der vurderede Sirius-folkene, at den sårede havde brug for yderligere lægehjælp, og derfor blev han fløjet til behandling i byen Akureyri i det nordlige Island.

Sirius' undersøgelser på stedet viste, at isbjørnen havde undersøgt flere vinduer, før den fandt det, der var åbent. De mener, at isbjørnen har svømmet ud til bygningen, da den havde efterladt flere våde poteaftryk.

Isbjørnen havde tilsyneladende fået sig en smag for menneskeblod, for natten efter vendte den tilbage til bygningen, hvor de to tilbageværende filmfolk stadig opholdt sig.

»Denne gang ødelagde den et vindue. Men de to tilbageværende filmfolk fik isbjørnen skræmt væk før den nåede ind,« skriver arktisk kommando.

Efter angrebet på filmfolkene har det grønlandske selvstyre nu valgt at kategorisere isbjørnen som en ’problembjørn’. Det betyder, at det nu er tilladt at skyde bjørnen, hvis den kommer igen.

Ifølge Arktisk Kommando er Isbjørnen i forvejen kendt fra mere end fem tideligere episoder.