»Nu skal vi bare hjem og ligge i ske.«

Med sin 13-årige datter i favnen er det en glad, men fortumlet mor til den efterlyste teenager fra Kirkerup, som B.T. søndag aften har aftalt et ganske kort interview med.

Hele Danmark kunne søndag eftermiddag lidt efter klokken 15 ånde lettet op, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på et pressemøde ved politistationen i Næstved kunne oplyse, at den 13-årige pige efter godt et døgns forsvinden var fundet i live. Samtidig var en 32-årig mand blevet anholdt.

Han fremstilles mandag i grundlovsforhør, men foreløbig har politiet ikke præcist villet oplyse, hvad han bliver sigtet for at have gjort ved pigen.

»Vi har det godt nu, hvor jeg sidder med min datter i armene. Vi er på vej hjem fra Rigshospitalet i vores egen bil,« fortæller pigens mor – Pernille.

»Hun har det efter omstændighederne godt, og mere har jeg ikke lyst til at sige lige nu.«

»Nu skal vi hjem og ligge i ske. Min datter, hun skal bare være tryg. Have en masse kram. Og så har vi jo lyst til at sige en kæmpe – ja altså kæmpe kæmpe – tak til hele Danmark. Til politiet og til alle andre, der har hjulpet os i denne situation.«

»Der er kommet folk helt fra Jylland for at hjælpe. Den hjælp kan vi slet ikke sige nok tak for. Det har været ufattelig stort. Jeg kan slet ikke beskrive det. Lige nu får jeg også en lykkerus med at sidde med hende her nu,« tilføjer Pernille.

Efter godt et døgn i enorm ængstelse for datterens skæbne fik familien søndag eftermiddag kort før klokken 15 som de første at vide, at deres datter var fundet i live.

»Vi havde en kontakt fra politiet, som blev ringet op og lige efter fortalte os det – at hun var blevet fundet i live. Så var det svært at rumme det hele. Der var jubel og mange ting på en gang. Der var simpelthen så mange følelser,« forsikrer pigens mor.

Efter at være blevet fundet af politiet blev den 13-årige pige i ambulance med politieskorte kørt til retsmedicinsk undersøgelse på Rigshospitalet i København, og det var også her, at pigen senere på eftermiddagen omsider kunne blive genforenet med sin nærmeste familie.

»Vi ved ikke engang endnu, hvor det præcist er, at hun blev fundet. Vi har tænkt, at nu gjaldt det bare om at få hende hjem. Vi er ikke gået op i alle de konkrete detaljer – foreløbig har det bare handlet om at få hende hjem. Jeg tror, vi skal hjem og spise noget pizza,« tilføjer pigens mor og gentager endnu en gang:

»Tusind tak til alle.«

Lyt til B.T.s podcast 'På fersk Gerning', hvor kriminalredaktionens journalister gennemgår sagen om den forsvundne pige.