En mand lod bilen stå ulåst og tændt, da han sent lørdag aften gik ind på en tankstation i Thisted.

Da han kom ud, var bilen væk – men det skulle ikke blive den eneste kedelige overraskelse, han fik den nat.

Mens den 28-årige mand var inde på tankstationen på Østerbakken i Thisted, så en tyv sit snit til at stjæle bilen. Det skriver TV Midtvest.

Bilejeren ringede til politiet klokken 23.50 og anmeldte tyveriet. Kort efter kunne politiet efterlyse biltyven ud fra billeder fra tankstationens overvågningskameraer.

Betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi ledte efter den stjålne bil i området, men uden held.

Lidt over to timer efter anmeldelsen af tyveriet fik politiet imidlertid en ny henvendelse.

En borger kontaktede ordensmagten efter at have set en bil holde på Thorstedvej ved Tingstrup i udkanten af Thisted. Der kom røg ud af køretøjet, lød det.

Da politiet nåede frem, kunne betjentene konstatere, at det var den stjålne bil fra tankstationen. Og at der var sat ild til et passagersæde i bilen.

Branden blev slukket, og kort før klokken tre natten til søndag blev den 34-årige biltyv anholdt.

Han er nu sigtet for både tyveri, hærværk og for at køre, selv om han er blevet frakendt førerretten.

Bilejeren kan også risikere at få en bøde for at gå fra bilen og lade nøglerne sidde i.