En mand, som fik hjertestop i sidste uge under 'en politiforretning', er død.

Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Det er endnu uvist, hvorfor manden fik hjertestop, men fordi han var i politiets varetægt, skal Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøge sagen.

Sagen opstod, da politiet torsdag i sidste uge assisterede en ambulance, der skulle hente en mand på en adresse i Randers. I første omgang lykkedes det dog at genoplive manden, og han blev i al hast fragtet til Skejby Sygehus.

De første meldinger gik på, at hans tilstand var yderst kritisk, men nu er han altså afgået ved døden.

Politiklagemyndigheden oplyser på sin hjemmeside, at man ikke på nuværende tidspunkt, har yderligere oplysninger i sagen.